Cyklede i en god sags tjeneste

Torsdag 7. maj gik starten på den 3 dage lange cykeltur med start fra Grimme UK i York, England og med mål i Grimme Damme, Tyskland. Et velgørenhedscykelløb til fordel for "Children with Cancer". En sag som Grimme Skandinavien naturligvis havde givet en donation til.

Fra Danmark deltog Heine Hylleberg - Per Rasmussen - Henrik Pedersen - Søren Lund Madsen og Morten Mikkelsen.

Efter ankomsten til York i England, blev udstyret lige tjekket en ekstra gang, inden det gik løs med første etape fra York til havnen i Hull - en lille "opvarmningstur" på 80 km i kuperet terræn. Ryttere og følgebiler kom godt igennem første etape og alle kom sikkert ombord på færgen, som skulle bringe deltagerne til Rotterdam. Alle kunne få en god nats søvn på færgen, inden det gik løs med fredagens lange etape på små 205 km.

Fredag morgen startede man ud fra havnen i Rotterdam. - De første 25 km skulle man cykle rundt om havnen (den havn var stor - rigtig stor - sagde rytterne). Man kørte på digerne og nød den fantastik flotte natur i dejligt vejr. Der var kun få uskyldige uheld (uden skader), som ramte englænderne, som væltede på stribe (sagde de danske ryttere)... Alle kom godt igennem fredagens strabadser - 205 km - og fredag aften blev brugt til at fylde depoterne godt op til lørdagens etape på 192 km, som ventede på rytterne, inden de var i mål hos Grimme Damme.

Lørdag, tredje og sidste dag, skulle det vise sig at udfordringen var anderledes end de to foregående dage. Da morgenkaffen var drukket, gik starten fra hotellet i Holland. I løbet af dagen skulle rytterne krydse grænsen til Tyskland, for at nå målet, Grimmes fabrik i Damme.

Den 5 mand store trup fra Danmark var i højt humør, og havde væddet om, hvem af de engelske kollegaer, der først ville give op og sætte sig ind i en følgebil. Men da det ikke var sket hverken første eller anden dag, blev de nødsaget til at ændre væddemålet til, hvem af de engelske ryttere der først væltede. Ganske rigtigt, på et tidspunkt ved en lysregulering i en lille idyllisk hollandsk by, lød der et ordentligt brag, og en væltede. Det var til megen morskab vores egen Per, der simpelthen havde valgt at lade fødderne blive i pedalerne, da han stoppede. Det var en anelse uheldigt på en ryttercykel uden fremdrift. Såret blev renset og videre det gik i en dejlig kraftig medvind.

Midt på dagen var der varm pasta m.m. fra følgebilerne, og naturligvis en lille ekstra udfordring. Englænderne kom til at påstå, at de var bedre end danskere til straffespark, hvilket jo så måtte modbevises på en lille lokal fodboldbane som vi kørte forbi. Resultatet blev 5-3 til Danmark, og så var det sat på plads.

På denne sidste dag, var der flere af de engelske kolleger, der måtte skubbes op over bakkerne pga. bensmerter, men det skal indrømmes, at de var hårdføre, og alle mand gennemførte.

På fabrikken i Damme, blev vi modtaget af familien Grimme, Christine, Christoph og Franz Grimme, samt en masse kolleger. Der var festlig modtagelse efterfulgt af grill, hygge og røverhistorier. Fantastisk tur er alle deltagerne enige om.

Det lykkedes at indsamle ca. 75.000,- kr til den engelske børne-cancer fond, og det er vi meget stolte af.

(Flere billeder kan ses på Grimme Skandinaviens Facebook-side).