Grimme Skandinavien ansætter en ny sælger til roemaskiner

Grimme Skandinavien søgte en sælger med erfaring og viden - og fandt det i Markus Pratelli fra Sverige.

Markus Pratelli er 41 år, dansk gift, og er bosat i Tygelsjö i Skåne; tæt ved Øresundsbroen. Han har stor praktisk erfaring som driftschef på Skabersjö Gods, som driver planteavl i stor-skala i Skåne. I perioden, hvor Markus arbejdede på godset, var kartofler og roer en stor del af produktionen, hvor Grimme´s produkter var et naturligt valg i maskinparken.

Markus har stor erfaring med landbrugsmaskiner, som tidligere distriktschef på Söderberg & Haak Maskin, hvor han som produktspecialist for New Holland høstmaskiner repræsenterede Case IH, Krone, JCB og Amazone. Udover dette har han også boet 2 år i Sydafrika, hvor han arbejdede som Sales Promotor for Claas.

”Med Markus’s baggrund indenfor landbrug og landbrugsmaskiner var det ikke en svær beslutning at vælge ham som vores nye sælger til roemaskiner i Sverige, Finland og Danmark, fortæller Per Rasmussen. Ansættelsen på Grimme Skandinavien begynder fredag den 6. september, og allerede den 9-10. september drager Markus på kursus på Grimmes fabrik i Tyskland, for at lære mere om Grimmes roeoptagere Maxtron og Rexor.

”Jeg er stolt af at få muligheden for at repræsentere et så stærkt brand som GRIMME, gennem Team Grimme Skandinavien. Det er et meget imponerende og attraktivt produktprogram som GRIMME tilbyder dagens professionelle roedyrkere”, siger Markus Pratelli.

 Grimme Skandinavien er glade for at kunne hilse Markus Pratelli velkommen, og vi glæder os til et langt og givende samarbejde.