Overvældende besøg
Aldrig har vi haft så mange gæster til vores åbent hus-arrangement, som vi havde i fredags, 19. januar 2018 – så vi vil takke alle som lagde vejen forbi Rødkærsbro – og det var cirka 700 gæster.
Det er en fornøjelse, at så mange dukkede op til vores åbent hus – det er et kæmpe arbejde, at gøre det hele klart til et åbent hus. Der er mange maskiner, der skal sættes på plads og mange praktiske opgaver, der skal løses inden det går løs – så glæden er jo så meget større, når projektet lykkedes og så mange mennesker dukkede op.
Der blev kigget på maskiner - der blev sparket dæk på Normann Racings BMW – masser af god mad gled ned og der blev skyllet efter – snakken gik med gamle venner og kolleger. Vi tror I hyggede jer.
Vore sælgere havde travlt – rigtigt travlt hele dagen og kunne desværre ikke nå hele vejen rundt og snakke med alle – men de sidder klar ved telefonen, hvis I har spørgsmål til dem.
- Jeg kan ikke huske, at vi har haft så mange besøgende og solgt så mange maskiner før til åbent hus arrangement, fortæller Per Rasmussen, salgschef hos Grimme Skandinavien.
Han fortæller, at der har været stor rift om de brugte kartoffeloptagere, hvoraf der blev solgt en del på selve dagen.
- Der var også stort rift efter brugte stenstrenglæggere og bedplove.
Per Rasmussen begrunder den øgede interesse for maskinerne, med de udvidelser som kartoffelmelsfabrikkerne i Danmark i øjeblikket har gang i.
Han kunne også give håndslag til Ib Kjeld Riisager fra Astrup, mellem Sindal og Hjørring, som har købt landets første selvkørende Grimme Ventor kartoffeloptager, fire-rækket, 530 hestekræfter og 15 ton tankkapacitet.
- Det er den eneste Grimme Ventor, som kommer til landet i 2018, og i alt producerer Grimme-fabrikken seks forserie enheder til sæson 2018.