Ung 25 års jubilar hos Grimme Skandinavien

Martin Brødsgaard kan onsdag 1. juli 2015 fejre sit 25 års jubilæum hos Grimme Skandinavien i Rødkærsbro – ugen efter kan han så også fejre rund fødselsdag - nemlig 40 års fødselsdag.

Martin er født og opvokset i Vindum Skov (tæt ved Bjerringbro). Han har to ældre brødre, Carsten og Morten. Martins far har i en menneskealder arbejdet som bygningskonstruktør hos Grundfos. Martins mor passede hus og børn (døde 1992).

En skolekammerat, som arbejdede på lageret hos Hylleberg (som firmaet hed dengang), skaffede Martin jobbet som fejedreng. Efterfølgende blev det så til en lærlingeuddannelse som landbrugsmaskinmekaniker. Med uddannelsen fulgte skoleophold både i Viborg og Aars.

Udstationeret i Jægerspris.
Reparation af traktorer lavede man ikke hos Hylleberg i Rødkærsbro, så Martin måtte en tur omkring Jægerspris, hvor man havde filialen Hylleberg-Dalby, så der også kunne komme traktoreparation på CV’et. Her arbejdede to af de tre nuværende ejere af Grimme Skandinavien, Michael og Heine Hylleberg (den tredje er Per Rasmussen).

Martin havde ikke kørekort i starten, så han nød flere gange godt af et lift med Michael mellem Sjælland og Jylland. Senere kom kørekortet så i hus og der blev investeret i den første bil, en Renault 4.

Mens han arbejde hos Hylleberg-Dalby i Jægerspris, boede han hos et ældre ægtepar i Skibby. Efter endt udstationering i Jægerspris, vendte han tilbage og fuldførte sin læretid hos Hylleberg i Rødkærsbro.

I Rødkærsbro var det Poul Hylleberg som var chef for Martin og han sørgede for, at det blev en så bred og alsidig uddannelse som muligt, så han var rustet til at klare de mange forskelligartede opgaver med roe- og kartoffelmaskiner. Ja, Krone græsmaskiner var dengang også på modelpaletten. Så man skulle kende til mange forskellige maskiner for, at man kunne servicere og reparere dem.

Efter i 2008 at have gennemført et generationsskifte, hvor Per Rasmussen, Heine og Michael Hylleberg kom til at stå i spidsen for firmaet, skiftede firmaet Hylleberg navn til Grimme Skandinavien.

Hænderne skruet rigtigt på.
Landbrugsmaskinerne er blevet store og avancerede og der sker en konstant udvikling. Det giver store fagmæssige udfordringer, at følge med og klare opgaverne. Men evnerne og lysten til at bruge hænderne har aldrig fejlet noget hos Martin og det sammenholdt med ”gå-på-modet” til nye og ukendte udfordringer har gjort, at Martin har løst mange spændende opgaver, hvor der en gang imellem skal ”hekses” lidt, så man kan opfylde kundens ønsker.

Flere kunder vil også kun have Martin til at lave deres maskiner - så ved de, at maskinerne er i ”trygge hænder”. Og skulle der være sygdom eller ekstraordinær travlt hos servicemontørerne, så er Martin ikke bleg for at forlade værkstedet og hoppe i en af servicebilerne for at komme ud ”i marken” og give en hånd med.

Efteruddannelse er nødvendig.
De avancerede Grimme maskiner kræver også, at man jævnligt må til Tyskland hos Grimme i Damme og blive efteruddannet, så man er på forkant med den tekniske udvikling og må lave garantireparationer på maskinerne.

Fritid fyldt med aktiviteter.
Martin er gift med Sabine og de har tre børn – Frederik 11 år – Dicte 7 år og Valde på 2 år. Så det kræver en del planlægning, for at få dagligdagen til at fungere, når der er lange arbejdsdage i højsæsonerne.

I fritiden keder han sig heller ikke – hænderne skal bruges – så der er godt gang i ombygning af huset. I øjeblikket arbejdes der på højtryk med en ny udestue. Og der skal jo også være tid til at makke lidt med bil og traktor i fritiden. Her er jeg jo nok arveligt belastet – min far makkede også altid med alt muligt i fritiden – så æblet falder nok ikke langt fra stammen. Jeg vil jo helst lave det hele selv – så ved jeg hvordan det er lavet og ikke mindst, at det er i orden, siger Martin.

Dejlige naturoplevelser står også altid højt på ønskesedlen – om så det skal være til fods, på cykel eller i havkajakken – betyder knap så meget. Besøge Sabines familie på Samsø er også højt skattede oplevelser for hele familien.