Vad kunne fejre 10 års jubilæum

Rasmus Vad - 10 års jubilæum

Lørdag 5. maj 2018 kan Rasmus Vad fejre sit 10 års jubilæum hos GRIMME Skandinavien. Det blev fejret fredag den 4. maj 2018 med en tidlig brunch for firmaets medarbejdere i Rødkærsbro.

Rasmus Vad, der er bosiddende i Kjellerup, er gift med Mie og de har sammen 3 børn. Han blev udlært som smed i 2000 hos Vium Smede- & Maskinværksted A/S. Efter endt læretid har han blandt andet arbejdet som lastbilchauffør og montør.

I 2008 landede han på ”rette hylde” hos GRIMME Skandinavien, hvor han siden har arbejdet som servicetekniker. Rasmus arbejder som udekørende servicetekniker og har dermed hele Danmark som arbejdsplads. Hvis ikke I har haft servicebesøg af Rasmus og hans faste makker Gert – så er der stor sandsynlighed for, at I har mødt ham på landevejen i sin nye VW Crafter, som er læsset med al det udstyr en servicetekniker har brug for.

Rasmus er kendt som en dygtig, kompetent og hårdtarbejdende servicetekniker, som kan sit kram. Vellidt blandt kunder og kolleger for sin faglige kunnen.

Vi ønsker stort tillykke med 10 års jubilæet – og ser frem til næste jubilæum.